Komplekse el-entrepriser til moderne erhvervsdomiciler
På trods af finanskrisen opføres i disse år en række spektakulære erhvervsdomiciler. Arkitekturen er gerne unik, og kravene tårnhøje til aktørerne. Det gælder også for det igangværende KPMG-domicil, som Lindpro A/S har den totale el-entreprise på.

Tekst af Helle Hartmann Nielsen
Lindpro gør meget ud af at være førende inden for store projekter, herunder byggeri af store erhvervsdomiciler som fx KPMG's hovedsæde på Frederiksberg. Lindpro udfører alle elektriske installationer, og har været med fra projektets start. Alfa og omega er evnen til at lede et projekt driftsikkert igennem, og løse de udfordringer og problemer, som opstår undervejs.
Plan, disponering og tilpasning
- KPMG-domicilet er et stort og godt projekt for os, fortæller regionschef Finn Kaarsberg, Lindpro A/S. - Vores del udgør ca. 60 millioner, og omfatter lys og kraft, intelligente installationer, netværk, el-sikring og brandanlæg, og vi har ekspertisen til at planlægge og disponere de tekniske systemer, og tilpasse os budgettet. Vi råder over alle discipliner: Teknisk knowhow, produktionsledelse, indkøb og logistik - og det giver os en stor fordel ved komplekse el-entrepriser.
- Efterhånden er store, moderne erhvervsdomiciler blevet vort speciale, fortsætter Finn Kaarsberg. - Ud over KPMG har vi fx deltaget i projekter som SEB-Bank og Pensions nye domicil på Bernstorffs Plads, Rambølls domicil i Ørestaden, Nykredits hovedsæde i København, Bella Hotel med flere. Attraktive byggeprojekter, som vi hele vejen igennem er gearet til.
- KPMG-domicilet står færdigt ultimo 2011, og kommer til at rumme 1700 revisorer og rådgivere. Til mindste detalje er der fokus på bæredygtighed, og det bidrager vore løsninger inden for intelligente installationer i høj grad til, fastslår Finn Kaarsberg, som fremhæver det gode samarbejde med totalentreprenøren MT Højgaard, som er Lindpro's moderselskab.
Omfattende projekt
På så store projekter som KPMG-domicilet, er det vigtigt at optimere arbejdsprocesser og udnytte stordriftsfordele ved materialeindkøb.
Projektchef Henrik Schött fortæller: - KPMG-domicilet omfatter 34.000 m2 kontorarealer, og 18.000 m2 parkeringskælder. P.t. er vi 20 mand beskæftiget på projektet, og vi står bl.a. for installation af 10.000 belysningsarmaturer, omkring 1.000 røgdetektorer, og intelligent belysning med 850 detektorer. 256 km netværkskabel er trukket, og 200 km almindelige installationskabler. Vi opsætter 27 gruppetavler, og 900 højtalere til varslingsanlæg. |