|
Af Helle Hartmann Nielsen
Kreativ sammenfletning af kompetencer
Det kræver ekspertise at udbyde Rope Access i byggebranchen, ligesom det kræver andre ekspertiser at udføre de håndværksmæssige opgaver, som er grunden til at man skal op at klatre. Derfor er firmaet RopeAccess.dk begyndt at flette deres kompetencer inden for erhvervsklatring, sikkerhed og tilgængelighed på vanskelige lokationer sammen med kundernes faglige kompetencer. Uddanner nu håndværksfirmaerne
Herhjemme er Rope Access, også kendt som arbejdsklatring eller erhvervsklatring, endnu en lille og ny niche inden for byggebranchen. Nogle har fået øje på dette specielle alternativ til store dominerende stilladser, kraner m.m., og benytter de dygtige klatrere til mangeartede opgaver, hvor de behændigt klatrer rundt som små bjerggeder på bygningernes facader og tage.
Men ofte ville man fra begge sider ønske, at man besad lidt af hinandens kompetencer, således at den håndværksmæssige kunnen blev overført til klatreren, og klatre-ekspertisen blev overført til håndværkeren. – Derfor er vi nu begyndt at indgå et nytænkende samarbejde med nogle håndværksfirmaer, så vi kan få en synergieffekt ud af det til alles store fordel, fortæller indehaver af RopeAccess.dk, Allan Halberg.
– Det gør vi ud fra tanken om, at det er nemmere at lære en dygtig håndværker at blive klatrer, end det er at lære en dygtig klatrer at blive håndværker.
– Når vi underviser og uddanner håndværksvirksomhederne, sætter vi dem i stand til at byde ind på deciderede reb-arbejder – og det sætter så igen os hos RopeAccess.dk i stand til at byde ind på håndværksmæssige opgaver, hvor vi trækker på vores klatreuddannede håndværkeres faglige ekspertiser. Det var eksempelvis det vi gør, når vi udfører kobber- og forgyldningsarbejde på marmorkirken i København.
– Således bliver det lettere for bade os og de mindre håndværksvirksomheder – ofte de meget specialiserede – at byde ind på større ordrer. RopeAccess.dk byder også ind på opgaver af håndværksmæssig karakter, men hjælper hellere håndværksfirmaerne med at beregne prisen på en opgave, og uddanner dem specifikt til opgaven, hvad angår klatring.
Udbreder kendskabet til rope access
– For os hos RopeAccess.dk handler det meget om at få udbredt kendskabet til vores specielle tekniker, og få håndværkerne gjort opmærksomme på erhvervsklatring som alternativ til konventionelle former for sikkerhedsforanstaltninger og de tungere metoder til tilgængelighed på byggepladserne, såsom de traditionelle stilladser.
– Det handler meget om at skabe tillid og goodwill hos håndværksfirmaerne, og få dem til at tænke i nye baner, fortsætter Allan Halberg. – Vi starter altid blødt ud, for ikke at afskrække dem over for teknikkerne, som mange er lidt usikre overfor. Vi sætter altid en erfaren supervisor på opgaven, som hjælper kunden godt i gang. Trinvist hæver vi sværhedsgraden.
Kræver lidt overvindelse
– Faktisk viser det sig ofte undervejs i undervisningsforløbet, at håndværkerne får sig en stor aha-oplevelse, og at de opdager, at det ikke er så svært at klatre som de troede. Når først de har overvundet deres forbehold og nervøsitet for at hænge i reb, når de arbejder, så finder de ud af, at det egentlig er ret behageligt rent ergonomisk, og at man opnår en betydelig frihedsgrad og lettelse i udførelsen af det håndværksmæssige arbejde. Det bliver langt lettere at komme til, og både nemmere og hurtigere at forberede sig til arbejdet. Selve arbejdet bliver hurtigere og nemmere færdigt – og der er ikke en masse stilladser eller andet, der skal bruges tid på at rydde op efterfølgende.
– Vi oplever, at de håndværkere vi lærer op, er glade for at komme så tæt på deres arbejde, og at de ser det som en stor fordel, når tungt værktøj – eksempelvis en vinkelsliber – også hænger i reb lige for hånden, og derfor kræver langt færre kræfter at løfte og transportere.
Tilgængelighed og sikkerhed- Vi påtager os naturligvis et meget stort ansvar, når vi underviser og oplærer håndværkerne i klatreteknikkerne, pointerer Allan Halberg. – Vi gør meget ud af at lære dem deres egen sikkerhed at kende, samt at spænde værktøjet ordentligt fast til rebene. Vi hjælper dem til at forstå, hvilke følger det kan få, når selv små stykker værktøj falder ned fra stor højde.
– Når håndværkerne kommer til os for at blive undervist, har de arbejdsudførelsen som førsteprioritet, og dernæst sikkerheden. Når vi har været inde over, er rækkefølgen omvendt. Dét er vigtigt at gøre sig helt klart, når vi taler rope access som arbejdsvinkel.
– Resultatet er dygtige håndværkere, som dels kan komme behændigt og hurtigt til overalt – dels er meget bevidste om deres ansvar for sig selv og andre. Sikkerheden er alfa og omega.
Overførsel af kompetencer– De håndværkere der udgår fra vores undervisning, har fået en god viden om sikker klatring og hvordan man sikrer værktøjet under udførelsen af arbejdet, siger Allan Halberg. – De kan nu se, hvilke opgaver der vil være fordelagtige at udføre med denne teknik. De mestrer desuden selve det håndværksmæssige arbejde langt bedre end mig og mine supervisorer.
Vi er til gengæld meget erfarne i forhold til at udføre arbejdspladsvurderingen, rigge reb, lave afspærring og sørge for håndværkernes og andres sikkerhed under arbejdet. Derfor er det en fantastisk god idé at overføre vores klatrekompetencer til håndværkerne og lave samarbejde på udførelse af opgaver.
– I RopeAccess.dk har vi øjnet vi et kolossalt marked for de resultater, som vi og håndværkerne kan præstere sammen. Derfor håber jeg, at mange flere håndværksvirksomheder bliver opmærksomme på det potentiale, der ligger i et sådant samarbejde. – Der ligger mange spændende opgaver og venter på os derude, men det kræver kreative og utraditionelle måder at tænke på, og åbenhed over for nye løsningsmodeller, slutter Allan Halberg
Læs mere om krav og uddannelsesmuligheder på irata.org, og besøg RopeAccess.dk for øvrig info om kurser lige nu.
Virksomheden RopeAccess.dk startede op i 2001 som det første arbejdsklatrerfirma i Danmark, og har i dag følgeskab af 3 andre med kompetencer på dette niveau. Allan Halberg er selv klatrer og certificeret i England, men fungerer i dag mest som projektleder. Firmaet har endvidere kursussted i København og er selv forhandler af udstyr. |
|
|
Mest læste leverandørerFind en artikel |



