|

Vind i sejlene for næsten nystartet gulv-importør
Alt tyder på at danske Danadeco A/S i Hvidovre fik godt fat i den lange ende, da de så sent som i marts 2010 startede op som lille søsterselskab til Nordisk Pladeimport A/S – og kastede sig over import af primært gulve: Træ, laminat, vinyl – samt terrassebrædder. Ultimo 2011 overtog Danadeco virksomheden Everfloor, og tilbyder nu hele distributionsnettet et meget stærkt sortiment som eksklusiv agent og grossist.
Af Helle Hartmann Nielsen
Det er i bund og grund en enkel filosofi, der ligger bag Danadeco A/S – en grundidé, som bygger på solid brancheerfaring, evnen til at spotte mulighederne og modet til at tage chancen, når den byder sig. Sortimentet dækker bredt og omfatter en række meget attraktive agenturer. Der bliver endvidere købt gode og ofte interessante og unikke partier hjem fra hele verden, som udbydes til det danske byggemarked til priser, hvor alle forhandlere kan være med.
Fast grund under fødderne
Hos Danadeco finder man bl.a. et fornemt sortiment af de velkendte norske trægulve fra Boen, laminatgulve fra verdens største producent heraf, Kaindl, lamelgulve fra TIMBER TOP, og vinylgulve som enten banevarer i ruller, tilskårne banevarer efter ønsket mål, eller som nytænkt og handy kliksystem (Vinyl Lock) i PVC med 100 % vandresistent vinyloverflade.
Med gulvsortimentet fra Everfloor blev Danadeco’s laminatgulv-sortiment styrket med bl.a. det populære brand, Kronbacken. Alt er nu samlet under ét tag, Danadeco A/S, som på kun knap 2 år har opnået en stærk position på markedet ved hele tiden at forstå at ramme plet i den aktuelle situation.
Den dygtige importør-, agent- og grossistvirksomhed blev startet op af Jørgen Jensen, tidligere direktør hos Junckers samt Møller & Sørensen, og den tidligere indkøber i DT Group, Kristina B. Lygnugaryte. Kristina er også indkøber nu. Jørgen Jensen er administrerende direktør i foretagendet og fortæller:
– Som barn af finanskrisen er vi hos Danadeco klar over, at omkostningerne skal holdes nede, og at overlevelse og succes i høj grad afhænger af at finde de rigtige produkter og være i stand til at sælge dem til de rette priser. Vi er ikke ret store, men vi vokser – fx har vi netop ansat en ny og meget kompetent sælger og er i dag 11 medarbejdere - ligesom vi endnu drager stor fordel af at være små, hurtige og fleksible på markedet. Vi har valgt at lagerføre en del af vort sortiment, mens den resterende part leveres direkte fra producenterne. Derudover er vores styrke den faglige ekspertise, som alle i virksomheden bidrager med fra starten.
Købet af Everfloor
– Da Everfloor gik konkurs, tilbød vi straks at købe gulvdelen af virksomheden, da vi herved kunne udvide vort kundesegment. I forvejen havde vore virksomheder et kundeoverlap på omkring 20 %, lyder det fra Jørgen Jensen.
– Everfloor stod gennem små 20 år stærkt på det danske marked med træ-, laminat- og vinylgulve m.m., og vi har nu ved overtagelsen opnået stor synergi både produkt-, indkøbs-, salgs- og administrationsmæssigt. Til alles lykke bliver Everfloor-navnet og deres produkter videreført sammen med Danadeco’s i forvejen veletablerede produkter, så vi nu står stærkt med et af markedets bredeste og mest alsidige program af kvalitetsgulve til gode priser. I øvrigt udgør trægulvene nu næsten 80 % af vores omsætning.
Alsidigt og innovativt produktprogram
Gulvprodukterne er dominerende hos Danadeco, men de har flere strenge at spille på.
– For at kunne tilbyde kunderne andet og mere, og ikke mindst for at kunne holde et stabilt omsætnings-flow året rundt, forhandler vi også terrassebrædder, indvendige døre, hegn, redskabsrum, legehuse, brænde samt afdækningsbark og sphagnum, tilføjer Jørgen Jensen. – Fx har vi netop nu terrassebrædder i den eksotiske træsort Walaba, som vi har fået eneforhandling af herhjemme, og som udmærker sig ved sin store stabilitet og høje indhold af olier. Sorten importeres fra Surinam. Vi har også vedligeholdelsesfrie komposit-terrassebrædder, Megawood, med 10 års garanti.
– Vores opklodsning, ”Klodshans”, kan skrues op og ned via foden, og kan bære 1 tons tryk pr. klods. Men mest interessant lige nu er nok vores helt unikke støbeleder i plastik. Den har vi også eneforhandling på, og den vil have stor interesse for mange på byggemarkedet, idet den er stabil, vejer meget lidt, ikke skal fjernes efter støbningen, sparer en masse tid for håndværkerne på byggepladsen, og tillader dem at støbe kontinuerligt – uden at skulle springe hver anden støbning over, slutter Jørgen Jensen, som henviser til mere info på hjemmesiden, www.danadeco.dk. |