Når præcision er passion

MT Højgaard A/S står for råhusentreprisen på flere af tidens bemærkelsesværdige byggerier, eksempelvis Moesgaard Museum og Den Blå Planet – Danmarks Akvarium. Avanceret arkitektur stiller store krav til byggeprocessen, og disse bygninger bliver bygget for de kommende generationer også.

 

Tekst af Mikkel Dissing Sandahl

 

 

Den Blå Planet er blevet kåret som ”Danmarks bedste fyrtårnsprojekt” inden for turisme og oplevelsesøkonomi, og det nye Danmarks Akvarium er uden tvivl et projekt, som får meget opmærksomhed indtil den planlagte indvielse i foråret 2013.

 

Det samme gælder for den nye museumsbygning ved Moesgård, som åbner for publikum 1. juni 2014. Råhusentreprisen for den 15.000 kvadratmeter store bygning bliver i lighed med Den Blå Planet varetaget af MT Højgaard A/S. Salgsdirektør i MT Højgaard, John Sommer, udtaler i den forbindelse:

 

- Vi har været med på en del af de mere komplicerede betonopgaver her i landet, og uden falsk beskedenhed så har vi i virksomheden samlet en erfaring, som er meget værd på den her størrelse opgaver, hvor alle dele af byggeentreprisen skal fungere som en helhed. Her er det simpelthen nødvendigt at være en stor spiller med mange forskellige kompetencer.

 

 

"Den store spændvidde er vores styrke"

MT Højgaard har en stor intern ingeniørafdeling, hvilket betyder, at man kan være med på både rådgivningsniveauet og selve udførelsen. 

 

Sektionsdirektør Esper Christophersen fortæller: - Det er altid nemmere at sikre kvaliteten i et byggeri, når den tekniske viden kommer ind tidligt. På Den Blå Planet har vi sparret en del med rådgiverne inden selve udførelsen, og denne sparring giver klare fordele på komplicerede byggerier, da vi får problemerne på bordet tidligt. Det er vigtigt, at man som entreprenør kan tænke i helheder, så man hele tiden laver det bedst mulige afsæt for næste skridt. Derudover kender vi dansk håndværkskultur og alle myndighedskrav til denne type byggerier, hvilket får et bedre process forløbe.

 

 

Blik for processen

- Når vi kommer med på et komplekst projekt, så starter vi med at skille enkeltdelene ad, så vi har et komplet overblik. Når alle procesbeskrivelser er på plads, så bliver byggestyringen enklere. Det er et faktum, at råhuset udgør ca. 25 % af byggeriet, men optager 40 % af tiden, og derfor er det vigtigt med et godt overblik, udtaler Esper Christophersen.

 

- Målet er at skabe resultater for bygherren, og det gør vi bedst ved at være en grundig sparringspartner i hele procesforløbet. Vi skal kunne bruge både lup og helikopter syne, når vi analyserer processen, så vi hele tiden kender næste skridt i forløbet.

 

 

En ligeværdig partner

- I MT Højgaard skal vi være en spiller, der er klar til at tage ansvar. Vi har mod på at udfordre rådgiverne på deres projekt, da det hører med til at være en ligeværdig samarbejdspartner. Det gælder om at komme problemerne i forkøbet – få stillet de spørgsmål, der afdækker kommende udfordringer eller dilemmaer. Vi skal være en samarbejdspartner, der lukker huller fra første øjeblik, vi går ind i et projekt, fortæller John Sommer.

 

 

Den bedst mulige løsning

På Den Blå Planet har bygningens kommende drift været vigtigt, da man kan ikke bare lukke akvariet ned, hvis der opstår problemer – for hvad skal man gøre med den haj, men man reparerer væggen i tanken?

 

- Her betaler MT Højgaard til tider selv for den gode løsning, da vi ikke er interesserede i unødige risiko, der giver prestigetab, fortæller Esper Christophersen.

 

Som eksempel nævner han, at entreprenørvirksomheden valgte at indstøbe en injicererbar fugebånd, selvom det ikke var planen fra start – man valgte at lave den dyrere løsning for egen regning.

 


 

Der er ligeledes projekterede og indbygget et anodebånd i råhuset på Den Blå Planet, som beskytter armeringen mod tæring, da det er muligt at sætte strøm på, hvis der er ved at ske tæring. Den komplicerede løsning beskytter bygningen i mange mange år fremover.

 

 

En samarbejdspartner, der lukker hullerne

- Grundlæggende er vores opgave at styre byggeriet til den pris, tid og kvalitet, som er aftalt. Og her må man hele tiden lave en risikoafdækning, hvor vi bruger vores erfaringer til at analysere hvordan, vi kan forbedre arbejdsprocessen. Vi skal hele tiden bringe hele vores viden i spil, og når et projekt lykkedes, og alt stemmer, så er følelsen desto bedre. For mig er det en passion at være med til at skabe en vellykket byggeproces, siger Esper Christophersen.

 

 

De rigtige folk i den rigtige sammensætning

Når MT Højgaard starter den indledende dialog med bygherre, så ønsker entreprenørvirksomheden at lave planen for byggeriet forud, så det rigtig hold bliver sat op fra starten. Esper Christophersen udtaler:

 

- Vi har en stor faglig dybde i organisationen, som skal udnyttes optimalt – her tager vi kontakt på tværs af organisationen, så teamet bliver den rigtige blanding mennesker og kompetencer. Det skal være en blanding af dybt specialiserede fagfolk, der er meget detaljeorienterede og procesfolk, der er gode til at have overblik over forløbet. Vores rolle er at få specialisterne til at kigge op og have øjne for deres kolleger, og få procesfolkene til ikke bare at presse på – de skal tænke fremad og herved undgå fejl. I vores råhus-afdeling har vi et lavt sygefravær på 2,8 %, og det skyldes, at holdene er kernesjak – de kender hinanden og arbejder for hinanden som på et fodboldhold.

 

 

"Vi tænker fremad"

- Prisforskelle i råhuse udgør måske 1-2 % af den samledede byggesum, og her er forbedringerne altafgørende, da man får en løsning i høj kvalitet, hvor drift og vedligehold tænkt ind i projektet fra starten. Det kræver en lidt større investering fra starten, men set over tid, så tjener de penge sig hurtigt ind, fortæller Esper Christophersen og afslutter:

 

- Vi har fokus på kunderne fremfor den enkelte sag. Det vil sige, at vi kan vælge at lade en del af bygningen blive dyrere for egen regning, hvis vi ved, at det vil komme til at skabe unødig risiko for bygherren eller projektet senere hen. Denne konstruktive indstilling betyder, at vores samarbejdspartnere ofte kommer tilbage.

 
 
 
 

Find en artikel

BYGGEVAREKATALOG