|

Store termiske solvarmeanlæg vinder frem
For nylig fik den selvejende institution, Sæby Svømmebad, monteret 36 HT-SA solfangere. Det var i virkeligheden helt oplagt at få gjort, for bygningen har 3.000 m2 tag, som vender direkte mod syd. Siden opstarten af solvarmeanlægget har de lovede og estimerede besparelser vist sig mere end opfyldt.
Solvarme på offentligt og andet byggeri kommer vi til at se meget mere til fremover. Det er man sikre på hos Arcon Solar, som har installeret det store solvarmeanlæg på Sæby Svømmebad, hvor det opvarmer bygninger, svømmehal og badevand.
Anlægget skal varme op på rette tid og sted
Den ansvarlige vedr. projektet, maskinmester Kim Kupetz i Sæby Svømmebad, har kun roser til overs for Arcon Solar. – Vi var solgt, da vi hørte deres præsentation af en løsningsmodel for os, siger han begejstret. – Og det bedste er, at de estimeringer og beregninger vi blev vist, også har holdt. Ja faktisk lidt mere end dét.
- Alt, hvad vi har fået at vide – det være sig MWh-forbrug som information om vedligeholdelsesudgifter m.m. – har passet til virkeligheden, og det betyder meget for os. Det var oplagt for os at undersøge muligheden for et solvarmeanlæg. Arcon Solar kom hurtigt ind i billedet, og blev valgt – især på grund af deres flotte referenceliste på området, siger Kim Kupetz.
- Anlægget er optimeret til at varme op på de helt rigtige tidspunkter og på de rette steder, fortsætter han. – Sådan er vi gode ved både miljøet og økonomien. Miljøaspektet har den fordel, at man kan søge kommunen om tilskud til projektet. Dermed har man en reel chance for at gå efter de fornuftige og langsigtede helhedsløsninger.
- Vi har nu kørt med solvarmeanlægget i drift i godt et års tid, og det har vist sig, at den spåede varmeproduktion på 230 mW blev nået – og faktisk kom den helt op på 240 mW. Det er godt at vide, at den estimerede besparelse, levetid og de estimerede udgifter holder stik.
Facts om Arcon Solar’s løsninger
Sæby Svømmebad fik i 2010 monteret 36 HT-SA solfangere – i alt 450 m2 solvarmeceller på taget. Styringen af solvarmeanlægget er designet af Arcon, og fungerer efter leverandørprincippet.
Det vil sige, at det ikke ødelægger afkølingen på fjernvarmen. Desuden oplagres varmen, alt efter temperatur, i forskellige akkumuleringstanke – og kan derfor anvendes til såvel opvarmning af brugsvand som til ventilationsvarme og bassinopvarmning. Styringen overvåges fra Arcon, og kommunikerer i øvrigt med bygningens CTS-system.
Den forventede varmeproduktion blev estimeret af Arcon til at være på 230 MWh om året. Reelt blev det 240 MWh det første driftsår.
Anlægget varmer på brugsvand, ventilationsluft og bassinger. Der er monteret 8 x 3.000 liter buffertanke på loftet, og som en sikkerhed mod ’kogning’ af disse tanke, er styringen lavet på den måde, at temperaturen i bassinet tillades at stige en grad, når vandtemperaturen i buffertankene når op på 90 grader. Bassinet kan så bruges som ’lagertank’ af varme.
Arcon har allerede 37 års erfaring i solvarmeanlæg. Heraf 20 år med de helt store af slagsen.
Virksomheden har oparbejdet den ekspertise og viden der skal til, for at kunne designe og dimensionere solvarmeanlæg til ethvert behov og krav.
Arcon Solar udvikler, producerer, sælger og installerer selv de store termiske solvarmeanlæg, som udgør en af de mest omkostningseffektive vedvarende energiteknologier til fjernvarme/kraftvarme, procesvarme, store boliger, hoteller, campingpladser, svømme- og sportshaller, kontorbygninger, offentlige bygninger etc.
- Vi ser fortrøstningsfuldt på den forventede tilbagebetalingstid, som er på 10-12 år, afhængigt af udviklingen på varmepriserne ude i samfundet, slutter Kim Kupetz fra Sæby Svømmebad. |