
Teknikskakte: Unikt produktkoncept sparer tid
På plejehjemmet Præsthøjgaard i Horsens er håndværkerne ved at lægge sidste hånd på modernisering af eksisterende plejeboliger samt opførsel af nye. VVS-arbejdet udføres af Brædstrup VVS Teknik, der har valgt Wavins skræddersyede teknikskakte til at fordele brugsvand og gulvvarme.
I 2008 blev Brædstrup VVS Teknik valgt til at lave VVS-arbejdet på plejehjemmet Præsthøjgaard i Horsens, der både skulle renovere 58 eksisterende boliger og opføre 52 nye.
Installatøren henvendte sig til Wavins VVS-afdeling for at bestille minishunts og bundmoduler til byggeriet, men Wavin havde en bedre løsning: skræddersyede teknikskakte, hvor alle stumper var samlet på fabrikken, så montøren blot skulle montere enheden på beslag og tilslutte den med pexrør.
Spar tid og øg kvaliteten
Gennem dialog mellem installatør og Wavin blev en prototype produceret og testet af. Efter tilretning kunne den egentlige produktion begynde med at lave præfabrikerede teknikskakte, der var nemme at installere.
”De skræddersyede modeller sparer os for meget montagetid, som langt opvejer merprisen for den unikke løsning. Det er en klar fordel for os, at teknikskakten passer perfekt til de boliger, vi skal installere dem i – og så er kvaliteten også helt i top”, siger Ole Bilstrup, direktør for Brædstrup VVS Teknik.
En tommelfingerregel er, at installatøren sparer fire til seks timers arbejde pr. enhed ved at montere Wavins skræddersyede modeller. Det giver mere tid til andre opgaver. Wavin hævder i øvrigt også, at teknikskakte, der produceres på denne måde, øger kvaliteten i byggeriet.
”Der er lavere risiko for installationsfejl, når vi samler hele teknikskakten på fabrikken, fordi alle enheder bliver ens. Desuden bliver vedligehold også meget nemmere, når de alle er lavet på samme måde,” siger Glenn Bjerre Adsbøl, salgschef for Wavins VVS-afdeling og fortsætter:
”Kunderne får også vores viden med i købet, fordi vi rådgiver dem i en retning, der gerne skulle give den mest optimale løsning samlet set. Faktisk overtager vi ansvaret for, at produkterne er testede og afprøvede og lever op til de stillede krav.”
Tæt dialog
Gennem hele byggefasen har der været en tæt dialog mellem Wavin og Brædstrup VVS Teknik. På den måde sikrer installatøren sig, at det er de helt rigtige løsninger, de modtager på byggepladsen.
”Det er vigtigt, at vi får de helt rigtige produkter til alle vores projekter. Med Wavin går det nemt – vi aftaler fra gang til gang, hvordan teknikskaktene skal se ud, og så laver de dem, som vi vil have det,” siger Ole Bilstrup.
FAKTA:
Hvad er en skræddersyet teknikskakt?
En skræddersyet teknikskakt er en samlet enhed, der indeholder fordelerrør til koldt og varmt brugsvand, radiatorer og en gulvvarmeshunt med tilslutning til gulvvarmekredsen.
Teknikskakten indeholder desuden afspærringsventiler og pasrør for forbrugsmålere. Alle delene leveres færdigsamlet og monteret på en solid metalramme. En fuldt funktionsdygtig prototype udvikles og leveres på byggepladsen til test, inden produktionen igangsættes.
Hvornår er det relevant at bruge dem?
Wavins skræddersyede teknikskakte er velegnet til alle former for etage- eller tæt-lav byggeri med sammenhængende installationer, som der fx findes i plejehjem og boligforeninger.
FAKTA:
Wavin er totalleverandør af indvendige rørsystemer til VVS og kendt for sin gode kvalitet og evnen til at følge med kundernes behov. Nye produkter udvikles løbende, og der laves konstant forbedringer af det eksisterende produktprogram. |