Energirigtige og dynamiske bygningerMiljøtænkning har åbnet døre for hoved- og totalentreprenøren Dansk Boligbyg, der har stået for en række spændende skole- og institutionsbyggerier over hele Danmark. Der er stor interesse for fleksible bygninger, hvor forskellige aktiviteter finder sted side om side, hvilket Rønde Idrætscenter og Handelsgymnasium er et godt eksempel på.
Fredag den 25. marts 2011 blev en ny bygning til Handelsgymnasium Rønde på Djursland taget i brug, hvor den nuværende idrætshal i Rønde blev udbygget til også at indeholde et undervisningsafsnit med klasselokaler. Der er lagt vægt på at samle de eksisterende bygninger, så de fremstår som en helhed, og byggeriet er i tre etager på i alt 1.200 m2 plus et indgangsparti på 240 m2 . Stueetagen er indrettet til fitness-rum med dertil hørende omklædningsfaciliteter.
Anton Nørgaard, afdelingsleder for Dansk Boligbyg, Horsens, udtaler: - Det er os bekendt første gang, at en selvejende institution får en skole som lejer, og muligvis første gang i Danmark, at to selvejende institutioner samles under samme tag på denne måde. Derfor er projektet interessant som et muligt forbillede for lignende udvidelser i resten af Danmark. I det hele taget har processen været utrolig spændende, og jeg tror, at vi kommer til at se lignende byggeprojekter i de kommende år.
Høj kommunal miljøprofilDansk Boligbyg har været totalentrepenør på bofællesskabet Sedenhuse i Odense kommune, og kommunen stillede krav om energirigtige og miljømæssige tiltag, heriblandt CO2 regnskab og kemikalie-screening.
Anton Nørgaard fortæller: - Projektet skulle afleveres i november 2009 – lige før COP15 – og derfor ønskede Odense kommune at bruge lejligheden til at profilere sig op til klimakonferencen.
Vi havde et godt og frugtbart samarbejde med MiljøForum Fyn, og vi har fået rigtig mange brugbare erfaringer omkring energitænkning, genbrugsmaterialer og hele cradle-to-cradle tankegangen. Lavenergi – ikke længere et tilvalg- Mange af de ønskede tiltag på Sedenhuse var på det tidspunkt nye for os, og derfor var vi nervøse for, om byggeprocessen ville blive svær at styre. Men i løbet af projektet måtte vi rulle vores skepsis tilbage, fortæller Anton Nørgaard.
Han fortsætter: - Vi fik for vores arbejde på Sedenhuse miljøprisen Green Network, der gives for dygtig anvendelse af genbrugsmaterialer, solvarme og lavt CO2-udslip. Sedenhuse var vores første større institutionsbyggeri, og det er et projekt, vi er meget stolte af – det har givet os de erfaringer, der har været en grundsten, som vi kan trække på omkring bæredygtigt byggeri.
I dag er lavenergi blevet standard, og i Dansk Boligbyg er vi rigtig godt klædt på inden for de discipliner. Projektet var med til at åbne vores øjne for nytænkning – eksempelvis er vi begyndt at anvende papirgranulat til isolering i flere af vore projekter.
Et levende byggeriOrganisationen Danske Malermestre og Kirsten & Freddy Johansens Fond valgte i 2010 at give den årlige ”Farvepris” til Sedenhuse, med den begrundelse, at her havde man et byggeri, hvor farverne spiller en markant rolle og er tænkt ind i byggeriet fra start til slut. Det samme gør sig gældende på Rønde Idrætscenter og Handelsgymnasium, hvor Dansk Boligbyg ligeledes har stået for totalentreprisen.
Anton Nørgaard udtaler: - For at skabe liv og inspiration, så skal væggene ikke bare være hvide. Farverne liver op, samtidig med de gør det nemmere at orientere sig i bygningen. Det er vigtigt at tænke videre end funktionalitet, da børn og lærere skal færdes her dagligt i mange år.
”Riv selv din skole ned”580 elever på Høng Skole i Kalundborg Kommune fik en speciel start på efterårsferien i 2010, da de blev udstyret med hjelme og hamre, så de kunne bidrage til nedrivningen af skolen. Det må have været en drøm for mange elever på den måde at være med til rive ”The Wall” ned.
Høng Skole opføres som lavenergibygning med en kombination af særlige energibesparende foranstaltninger, og byggeriet kan næsten leve op til kravene fra energiklasse 1, selvom kravene til byggeriet kun er energiklasse 2. Herved får eleverne et godt indeklima, hvilket giver en forbedret indlæringsevne.
Aktive børn giver trivselI byggeprocessen er der bl.a. arbejdet med funktioner og rumsammenhæng, samt udnyttelse af arealerne, så den nye skole bedst muligt lever op til brugernes tanker, forventninger og pædagogiske intentioner.
Christian Skov fortæller: - Høng Skole er skabt til at være en moderne og rummelig skole med mange udendørs arealer. Der vil blive lavet mange spændende tiltag, såsom udemøbler, multibane og optegninger på jorden, samtidig med vi bygger en høj, der kan bruges som tilskuerpladser til en amfiscene.
Alle sammen tiltag, som kan være med til at aktivere børnene, så de ikke bare sidder stille foran computerskærmen. Samtidig bliver der indbygget en fleksibilitet i skolen, da der stadig er plads til at udvide med flere klasselokaler, hvis elevtallet på et tidspunkt vil stige. |
|
|




